Friday, 14 March 2008

De to David'er

I Jacobs klasse har de et tøjdyr; stort, gult og højt elsket: David Ducky! Børnene skiftes til at have ham og hans dagbog med hjemme over en weekend, og Jacob havde alt for længe været bekymret for, om han nu nåede at få en tur før sommerferien.

Og det gjorde han. Vi havde DD med hjemme i forrige weekend, og ham og Jacob var udadskillige. Fredag efter skole var DD med ude hos Jacobs bedste ven, herover, som hedder Sam. De legede og spiste pizza og is! Dernæst med ude at handle. Lørdag var han med til frisøren, og han var heldig, at han kom med hjem igen. Frisøren tilbudte nemlig at købe ham. Først for £5,- og to slikkepinde, dernæst for £10,- og to slikkepinde, men Jacob sagde klart nej: Man sælger da ikke sine venner... Men som billederne viser, kvæler man dem, mens de sover....

DD er nu sikkert tilbage på Hinchley Wood Primary School!

Når man hedder David er man åbenbart ikke til at købe for slik - DD var i hvert fald ikke, og mon David Beckham er? I tirsdag var Therese og hendes fodboldhold ude på David Beckham Football Academy - http://www.thedavidbeckhamacademy.co.uk/.

Lang køretur, 2 timer for 30 km. .... yes, this is London traffic...! Spændende sted med eget lille museum - nogle vil måske tale om narcissisme (?) - og boldbaner i store haller. Pigerne trænede i 90 minutter, var trætte, en anelse skuffede - følte ikke de havde lært så meget nyt - men havde en god oplevelse.

Køreturen hjem tog knap så lang tid, ca. det halve, men alt i alt 7 timers udflugt for 90 minutters fodbold. Dog hele oplevelsen værd.

No comments:

About me

London, United Kingdom
E-mail: henriettafriis@gmail.com 39 years. Accountant, HD-R. Bachelor in teaching: Danish, English, Art and Religion. Married to Morten Friis, 40 years - Master in accounting and financing, at present employed at SimCorp Ltd. Three children: Therese 10, Peter 8 and Jacob 6. We are, yet again, located in our beloved London, England. I'm writing my first novel - or rather trying to find the nessecary time for it which can be difficult with three children, a household, photography as a time consuming hobby and an ever increasing urge to go up to London as often as possible - not to mention all the beautiful, wonderfully friendly, people I keep meeting here.