(hvis for nærsynet, klik på Snap Shot linket, der kommer frem, når du kører din mus hen over chokoladen - uhmmmmm...., så kommer det i en lidt større udgave)
Penge i overskud fra hussalg i Danmark: Og hvad skal vi dog bruge dem til?
Luksusproblem: Rejser, lækker bil, nye møbler, chokolade, hus.... Mulighederne er mange, men sidstnævnte er nok det mest fornuftige! Især når man tager vores årelange drøm om at eje bolig indenfor M25 og ikke mindst behovet for at få vores eget i stedet for at blive ved med at flytte rundt sådan cirka hver anden sommer i betragtning.
Huset måtte ikke koste over £600.000 - hvilket for et 4 soveværelses hus i London er et meget begrænsende budget; ikke mindst i de attraktive områder. Og krav havde vi jo også: ikke et lig af et hus, tak!!! Nærmere uddybning vist ikke nødvendig... :-) Dertil tre gode børneværelser, køkken med udgang til solrig have og en stue af anseelig størrelse - forkælede, ja!!
Lige siden vores entre i slutning af august måned sidste år har vi med stor interesse fulgt boligmarkedet og udforsket nye områder. Vores aktive husjagt indledtes i starten af maj måned, hvor vi fik øjnene op for, at Thames Ditton er et attraktivt område tættere på skolerne (vigtigt, når/hvis Therese til sin tid skal søge ind på Hincheley Wood Secondary School - søgekriteriet er gåafstand til skolen) og station med fornuftige togforbindelser til London Waterloo samt i dejlige grønne omgivelser tæt på legeplads og boldbane, indkøb, A3, M25 og skønne Kingston-upon-Thames og ikke mindst Themsen selv. Krævende, nej ikke os.
Ikke mindst var begejstringen stor, da vi opdagede de store townhouses beliggende i Lynwood Roads lille grønne og meget hyggelige, aflukkede og typisk engelske område til under vores max. pris.
På nettet havde jeg set et dejligt rødstens townhouse til £549.000, som jeg ringede og bestilte en fremvisning på. Det viste sig imidlertid, at jeg havde ringet på et tilsvarende townhouse i gule sten (hader gule sten: Har altid sagt, jeg ikke ville bo i et gulstenshus... Ternevej 56, 10 Boyd Close.... - ikke mange ikke-gule-sten)- dette lå imidlertid i tilkørslen til den lille enklave. Skuffelsen var stor, men jeg tog ud og så det - velvidende, at vi nok ikke ville få råd til det, da det kostede £585.000.
Huset var nedslidt, men sikke et dagslys - huset emmede af hjem og var fantastisk indbydende. Skøn sydvendt have med en lille pavillion, fire badeværelser, et toilet, to køkkener... samt fire soveværelser og to opholdsrum.
Jeg var begejstret og havde Morten og børnene med ude at kigge: Lidt maling, en omgang gulvslibning og en masse knofedt - det kan vel ikke kaldes et lig?? Vi var tændte, men ville lige se det røde hus også. Det lå bedre, men havde ikke helt samme lysindfald - til gengæld virkede det mere velholdt. Og ikke mindst var det billigere.
Møde med lånerådgiver efter at have set husene: Vores lånemuligheder var faldet ca. £100.000 siden vi sidst blev vurderet. Med £500.000 kunne vi da sagtens låne - endda afdragsfrit i nogle år.
Fedt nok! Vi bød £485.000 på det røde hus, som vi vidste, at ejerne gerne ville sælge hurtigt pga. konens sygdom. Det gule hus var ikke til forhandling, da de havde byttet sig til det mod deres gamle hus - pga. stempelafgiften, som er 3% af alle handler under £500.000 og 4% over (af hele beløbet vel at mærke), havde de købt huset billigere end markedsværdien og skulle derfor tjene det ind, de så at sige havde tabt i byttehandlen på deres gamle hus.
Det røde hus kunne ikke købes for £485.000 - de ville med ejendomsmæglerens ord have noget med 5 foran. Så bød vi de magiske £500.000, som blev accepteret. Det skulle meget kort tid efter vise sig, at lånerådgiveren ikke kunne hjemskaffe et lån på £450.000 alligevel, men kun £431.500 - desuden var der i ugens løb blevet lukket for alle afdragsfri lån. Så vi meddelte, at vi ikke kunne købe huset.
Derefter fik vi forhandlet en rigtig god lejekontrakt på plads med ejeren af et tredje hus i området. Huset var fantastisk lækkert: nyt køkken i rigtig god kvalitet og alle steder i hele boligen var der virkelig blevet kælet for detaljerne. Det var pænt, velholdt og meget rent! Der var endda gartner med i prisen!!
Ejendomsmægleren ville ikke acceptere, at vi ikke kunne købe huset og satte os i kontakt med en lånerådgiver, hun kendte fra tidligere arbejdsforhold: Man er vel sulten efter sit salær i et marked, der er gået totalt i stå, og hvor mange tusinde ejendomsmæglere allerede har drejet nøglen om!
Denne kunne heller ikke finde de sidste 4%, som vi manglede. Men kunne godt skaffe afdragsfri lån - altså!! Så kunne vi jo bare forhøje udbetalingen - det er altid så dejligt nemt, når det ikke er ens egne penge, der skal lægges ekstra eller slås af prisen.... Vi ville ikke ligefrem blakkes fuldstændig af for kontanter: så nej! Men hvis vi nu kunne finde £10.000 mere, ville mægleren se, hvad hun kunne gøre. Vi følte efter i vores lommer og fandt £5.000 mere, bød igen og prøvede at trække underskriften på lejekontrakten ud så godt, som vi nu kunne - og tænk sig, sælger slog yderligere £15.000 af prisen. Pris: £485.000!!!! Vores oprindelige bud. Så farvel lejekontrakt, goddag købskontrakt.
Ok, så endelig klar til at få tilstandsrapport udarbejdet, lånet hjemtaget osv. Lånerådgiveren kom forbi i begyndelsen af juni og meddelte os, at vi alligevel ikke kunne låne pengene - vi manglede yderligere £20.000!! Det er bare løgn :-(((
SUK!
Men, men, men Morten kunne uden mig som medejer og medkreditor låne de berømte £431.500 - det var lidt af en kamel for mig at sluge, men selvfølgelig ikke noget, en advokat ikke kunne skrive sig ud af. Så ja, vi - eller rettere Morten fik et lånetilbud: yes, nu er den økonomiske side af sagen sikret.
Og så gik markedet i gang med at skabe sig. I løbet af de 4 uger, der var gået, siden vi havde startet processen, havde panikken bredt sig som en smitsom sygdom. Alt salg og udlejning var gået i stå, renten stigende og spådommene var mange: alt fra stagnering til 50% prisfald - ikke mindst futures på huse faldt meget, 50%, så alt gik i løbet af få uger fra at være optimistisk for os til at være usikkert, stressende og utilregneligt.
Det før omtalte gule hus var i samme periode faldet fra £585.000 til £565.000 til £529.000, hvor efter vi fik en opringning fra den mægler, der havde vist os rundt. Denne sagde, at vi kunne købe det for £500.000 samt £10.000 under bordet: stempelafgift. Ingen tvivl om at panikken var ved at brede sig i husejernes lommer. Der ud over var huset udbudt til leje til mere end det, vi havde aftalt på lækre hus.
Nå, vi valgte at sige fra - endnu engang. Så farvel købskontrakt! Denne gang lykkedes det os at få mægleren til at forstå det allerede første gang. Ingen tvivl om, at denne havde arbejdet hårdt og havde opnået en god pris. Men vi turde ganske enkelt ikke!
Tænk, hvis markedet faldt 20-50% (de første ca. 15 havde vi jo selv tjent...), så ville det betyde, at vi - om fem år, når vores lån skulle lægges om - ikke kunne refinansiere huset, sælge det uden tab eller acceptere at betale en variabel rente, som traditionelt er noget højere end den faste. Fast rente er ikke, det vi kender fra Danmark - de engelske fastforrentede lån svarer til de danske rentetilpasningslån, hvor rentetilpasningslån her svarer til en dag til dag variabel rente. Endelig er vi jo også nødt til at forholde os til, at Mortens kontrakt indtil videre udløber om godt 2 år - og her koster det store procenter at komme ud af sit fastforrentede lån, før renten holder op med at være fast.
Forvirret? Velkommen til huskøb i det engelske. Efter sigende et af de væreste steder at købe og sælge hus i hele verden - ganske vist har vi ikke prøvet så mange andre steder, men jeg håber da sandelig ikke, der findes noget, der er værre end dette.
Under alle omstændigheder skulle vi ikke nyde noget, hvis det virkelig skulle lykkes indbyggerene i dette land at tale sig ind i en økonomisk nedtur. Og de er godt i gang: op til 20% prisstigninger på fødevarer, benzin, gas m.v. Kommer der for alvor gang i inflationen - goodbye lønstigninger?? - og lægger man dertil risikoen for faldende huspriser med samtidige stigende renter: ja, så har vi nok ikke så mange penge at spekulere over, hvad vi skal gøre med. Nok snarere en milliongæld af de store!
Det første hus - det gule - var stadig til leje: nu for £2200 og kort tid efter £1975. Efter at have set et par huse her i vores nuværende område, blev vi enige om, at vi ikke ville gå op i husleje for at få et hus, der selvom det var bedre end vores nuværende, stadig ikke opfyldte pladskravene - så ville vi jo alligevel bare blive ved med at lede.
Derfor ud at kigge på det gule hus igen. Ja, det er nedslidt, det store køkken ikke specielt indbydende, men der er jo køkkenet nedenunder... og det er billigt!!! Hvis man kan sige det om noget i dette område. Om ikke andet er de £1900 om måneden, som vi er blevet enige om at betale væsentligt lavere end de £2800 mange af husene ellers koster, skulle vi ønske at leje i St. James's.
Så vi flytter stadigvæk til Lynwood Rd - denne gang nr. 18: se link.
Og heldigvis for det, for vi har aflyst et besøg - og det er vi meget kede af: Mette, Tue, Anna og Jonas: Vi håber, I hurtigt finder nogle andre dage at besøge os i - indenfor M25.
