Monday, 10 December 2007

1. hjelm-inspektion...













... og hvad er så det? En joke for 2. A-forældre!


Vi har haft besøg af Cecilie, en af Thereses gode klassekammerater fra Danmark, som havde sin mor, Birgitte, og sin lillesøster, Alberte, med på ferie herovre - eller rettere sagt: på inspektion. Og som I kan se, har hjelmen det fint! Og som de sikkert vil fortælle jer, har vi det også fint!

Det har været nogle begivenhedsrige dage: Cecilie, Alberte og Birgitte har været med til hhv. at aflevere og hente Therese, Peter og Jacob på deres respektive skoler. Alberte så vores monster..., og Cecilie var med i skole fredag formiddag, hvor hun oplevede en morgensamling med klasseoptræden og uddeling af pokal for ugens vinderhold (skolen er delt op i fire hold på tværs af alle klasser og årgange, og hver gang en elev gør noget ekstraordinært godt: f.eks. behandler en kammerat ekstra godt, løser en opgave ekstra godt osv., så får pågældende hold nogle point). Bagefter deltog Cecilie i en matematiktime, hvor der var brøkregning på skemaet. Cecilie sagde efterfølgende, at det havde gjort stort indtryk på hende, at børnene ingen bøger havde, at der var whiteboard og ikke kridttavle og selvfølgelig, at hun ikke forstod en rygende "spis"...


Den obligatoriske tur til Kingston-Upon-Thames foregik pga. det dårlige vejr i bil og desværre ikke til fods langs Themsen. Cecilie og Alberte nød de mange legetøjsforretninger - ikke mindst Disney Store, hvor Alberte købte Marie (en lille hvid kat fra Aristocats). Denne kunne tale engelsk til hende, når Alberte sad med sit øre meget tæt på Birgittes mund - sjov kat! Cecilie mente, at Alberte var blevet tosset efter at have fået Marie!! Vigtigt: frokost blev indtaget på McDonald's!


Fredag eftermiddag før schoolruns måtte vi lige op i Richmond Park og se på rådyr - og vi var heldige: Der var mange! Om aftenen stod den på hjemmelavede burgere, julelys i træerne i den berømte botaniske have Kew Gardens samt skøjteløb foran et af de store drivhuse i parken. Det viste sig desværre, at julelysene kun er oppe fredag og lørdag i kommende weekend.... skøjterne var elendige, og banen alt for lille til de mange mennesker, men drivhuset var oplyst helt eventyragtigt, og Alberte - som havde glædet sig heeeeeelt vildt - viste sig at være en rigtig skøjteprinsesse.


Lørdag tidligt op og ind på Natural History Museum, hvor vi rejste 75-140 millioner år tilbage i tiden for at opleve dinosauere: Vi oplevede bl.a. en brølende T-rex og en køn Albertosaurus. Bagefter var vi ekspeditionsdeltagere på en forskningsrejse i primatafdelingen: vi lærte bl.a., at alle primater uden haler er aber - og det kan vi jo så tænke lidt over. Vi sluttede af med at gå ind i jordens indre og opleve et kunstigt stimuleret jordskælv - en rystende oplevelse, som faktisk sad i benene lang tid efter...

Vigtigt: Frokost på McDonald's!


I Harrods, som alle i London åbenbart havde tænkt sig at besøge netop den eftermiddag, kæmpede vi os gennem Food Halls, Christmas Department og legetøjsafdelingen: Peter blev igen væk - vi har været i legetøjsafdelingen to gange, og Peter er blevet væk to gange. Han er heldigvis rigtig god til at blive væk, for han bliver stående, mens hans forældre render forvirrede rundt efter ham. Cecilie og Alberte fik lavet sjove klistermærker, som nu sidder på Cecilies skoletaske.


Efter en alt for kort tur på 1. salen i en dobbeltdækkerbus besøgte vi Winter Wonderland i Hyde Park, hvor vi fik lidt julelys i træerne... Birgitte, Cecilie, Alberte, Peter, Therese og Henriette tog en tur i "Mini-London-Eye" - et stort, men alligevel lille pariserhjul opsat i anledningen af julen. Vi kunne dog ikke se meget: Ud over Harrods og London Eye var det en mørk og regnfuld fornøjelse. Bagefter en lille tur rundt i det traditionelle tyske julemarked, hvor julemanden tog imod!

Så var vi godt brugte - aftensmad: ja, McDonald's....


Søndag lidt senere op for at opleve vagtskifte foran dronningens Londonresidens, Buckingham Palace. Dette var et sats, for hjemmesiden siger, at den festlige cermoni aflyses i very wet weather... som billederne viser, var det en af de få solskinstimer, vi havde overhovedet, så hvornår mon der så er cermoni?? Hvorom alting er, havde vi en god oplevelse med et mini-vagtskifte, gåtur op gennem St. James Park - sikke et dyreliv; børnene fodrede egern med nødder - op til Horse Guards, Downing Street, Houses of Parliament, Big Ben og ikke mindst London Eye, hvor nogle af os fik en fantastisk oplevelse. Billederne taler vist deres eget sprog - det var enestående!


Inden London Eye var vi dog sultne.... gæt selv! Birgitte er bange for, at hun og pigerne ikke får lov at tage på ferie alene mere!!


Mandag før turen til lufthavnen, nåede vi lige en lille tur til Hampton Court Palace. Det blev kun til en smagsprøve. Alt i alt nogle dejlige dage med fuld drøn på - det var skønt at være sammen med jer igen: vi savner jer allerede!


PS: Hvor spiste I frokost??? Har I nu været på McDonald's igen? Eller måske en hurtig burger på Hovedbanegården i København???

PS: der er mange nye fotoalbum og der er foretaget tilføjelser til mange af de eksisterende - go' fornøjelse!

Saturday, 3 November 2007

Den engelske heks?

Skt. Hans aften - Guy Fawkes Night?

I år 1605 besluttede en gruppe på 13 mænd - datidens (katolske) terrorister - at dræbe den daværende engelske konge og alle de parliamentsmedlemmer, som ikke støttede katolismen. Dette skulle foregå ved med 36 tønder krudt at springe det engelske parliament i luften. Enkelte af de 13 fik imidlertid kolde fødder, da der i parliamentet jo også sad fortalere for katolismen - disse sladrede, og attentatet blev afværget.

I kælderen under House of Parliament fandt kongens mænd Guy Fawkes med krudttønderne. Denne blev arresteret, tortureret og halshugget... allerede dagen efter tændte folk bål for at fejre, at deres konge stadig var i live. Helt op til i dag - over 400 år senere - fejres dette med bål med dukker af Guy Fawkes, Paven og til tider nutidige politikkere siddende på toppen, mens der i hele landet - og ikke mindst i London - arrangeres fantastiske festfyrværkerier.

Vi var således i torsdags til stort fyrværkeri på HWPS og har siden nydt lyden og synet af mange fantastiske raketter på den ellers så mørke efterårshimmel.

Onsdag aften stod i de dødes tegn: Halloween blev fejret med børn fra nabolaget. Therese, Peter og Jacob var ikke klædt ud, for vi havde ikke fået købt dragter i tide (læs: udsolgt!). Ikke desto mindre fik vi banket "trick or treat" med nogle af børnenes kammerater, fik samlet alt for meget slik ind og mødte mange uhyggelige skabninger på vejene... Et sted skulle børnene stikke hånden ned i en tildækket spand... meget klamt: ...våd spaghetti og bløde rosenkål... :-)

I efterårsferien havde vi besøg af Rikke og Brian samt deres to børn Freja og Frederik, som vi kender gennem børnenes dagplejemor. Som det fremgår af billederne var det en travl uge med mange udflugter. Bl.a. oplevede Brian og Morten Chelsea vinde over Schalke 04 i Champions Leaque, mens Rikke og jeg var inde og se Queen-musicalen "We'll rock you". Børnene hyggede sig gevaldigt med hinanden og nød ikke mindst legetøjet og juleudstillingerne i Harrods.

Jacob er igen syg med fåresyge! Og så er det jo nok ikke fåresyge! Men muligvis en tilstoppet spytkirtel, som han nu får penicillin for... han er meget hævet i den ene side af ansigtet, men lettet over ikke at have fåresyge: "Mor, så bliver jeg jo ikke et får alligevel". Nej, det gør han nok ikke!!

Therese og Peter taler stort set mere engelsk end dansk: De klarer sig glimrende med kammerater, på telefonen og i forretningerne - og Jacob tager kraftigt tilløb. Det er ganske fantastisk at opleve, hvorledes de suger sproget til sig som små svampe og allerede nu er i stand til at forstå og gøre sig forståelige! Vi er stolte af dem, meget - og de er selv endnu mere stolte! Godt for dem!!!

Min far kommer herover om to uger - det bliver rigtigt dejligt. Og så glæder vi os jo også rigtigt meget til at se en af Thereses klassekammerater fra Danmark, Cecilie, med sin mor og ældste lillesøster. De tager en stor-pige-tur herover, og Therese har allerede planlagt, at hun og Cecilie skal sidde på de bagerste bagsæder i vores nye bil. Det er forøvrigt fedt at have fået bil igen - også selvom vi havde en lejet, var det ikke det samme.

Thursday, 11 October 2007

Tudors - King Henry VIII

Besøget på Hampton Court Palace den 6. oktober 2007 - se fotoalbum for billeder herfra - kom sig af, at Therese i historie har haft om de tidligere Tudors og i den forbindelse skal på studiebesøg på Hampton Court Palace, som ligger ganske kort herfra. Hendes lærer havde derfor spurgt, om vi mon kunne tage på en dansk rundvisning først.

Og det kunne vi da. Therese, Peter og undertegnede tog tidligt afsted sammen med Ella fra Peters parallelklasse samt hendes mor Lotte og brugte nogle timer på at udforske slottet inden for murene. Senere mødtes vi med John, Lottes mand, og deres to andre børn Isak og Lili samt Morten og Jacob og hyggede os med en kold skovtur samt gåtur i det dejlige efterårsvejr.

Som billederne viser, er det et meget smukt sted med rig mulighed for at gå på oplevelse i såvel vild som trimmet natur.

Thereses klasse stod i fredags for den ugentlige klasseoptræden og opførte et meget morsomt skuespil om War of the Roses, som var en 30 år lang krig om den engelske trone mellem to engelske familier, der foregik for over 500 år siden. Familierne blev forenet ved ægteskab mellem King Henry VII og Queen Elizabeth - deres søn blev den senere King Henry VIII. Denne var mest kendt for - foruden at have opført det oprindelige Hampton Court Palace - at være meget forkælet: Som dreng havde han en whipping boy, som fik tæsk hver gang, Prince Henry havde været uartig - som voksen halshuggede han alle, der sagde ham i mod; bl.a. to af hans i alt seks koner... !

Som fotografierne viser, udviser Ella, Therese og Peter da også ualmindelig stor respekt for den berygtede konge!

Wednesday, 10 October 2007

Fotoalbum samt gæstebog oprettet!

Og det var ikke en fejl 40.

Tuesday, 18 September 2007

Endelig

er der nyt fra "flap-og-lap-sygdoms-rådet":


Vi bor nemlig indenfor det såkaldte "foot and mouth catchment area" - charmerende... Personligt har jeg lidt svært ved at se, at det skulle forhindre udbredelse af sygdommen, at skilte advarer om, at man i bil, på cykel eller til fods bevæger sig ind i et sådant område, når man befinder sig i en helt almindelig (og det er jo så nok spørgsmålet...) forstad til London.


Når det så er sagt... så bor vi fantastisk godt. Vi bor i et kompleks - St. James' Development - af såkaldte "townhouses" - rækkehuse i tre etager med meget smalle, små haver bagtil. Området er forholdsvist nyt, 6-7 år gammelt, og efter engelsk standard meget velholdt. Vi bor 10 minutters gang fra Surbiton Station, hvorfra det tager ca. 15 minutter med tog ind til London Waterloo - og for jer, der stadig har det tilgode, ligger Waterloo ved Themsen, lige ned til Big Ben og London Eye.

Vi bor 300 m fra Themsen, men kan ikke komme ned til den uden en 10 minutters gåtur ind mod Kingston-Upon-Thames - derfra er der så tilgengæld en pragtfuld gåtur mod Kingston og videre mod Teddington, Richmond og hele vejen ind til London. Vi har vores egne små forretningsgader på vej op til stationen med supermarkeder, masser af indiske og kinetiske restauranter og take aways, der skal udforskes samt div. småbutikker til daglige fornødenheder.
St. James' Development er privat, hvilket betyder, at der ikke er ret meget trafik her - der er store, ikke rundkørsler, men ovalkørsler som børnene cykler rundt om og leger inden i. Og det vælter ud af husene med børn i alle aldre fra omkring 2 år og op efter. Bag huset vi bor i, er der endvidere en stor fælles græsplane, hvor man kan spille bold. Der er desuden små fælles haver rundt omkring, hvor børnene leger gemme, har huler og hygger sig med hinanden. Lige over gade er der legeplads for mindre børn, tennisbaner samt cricket-og fodboldbaner - alt i alt rigtigt dejligt.


Vi bor ca. 700 m fra Peters skole - St. Mary's Church of England Junior School - http://www.longdittonsm.org.uk/ - og yderligere 1,5 km. fra Jacob og Thereses skole - Hinchley Wood Primary School - http://www.hwps.co.uk/, hvor børnene går i hhv. Year 3, 1 og 4.

Det er to meget forskellige skoler, men vi er meget glade for dem begge. Peters er, hvad man forstår ved en engelsk skole: der er meget fokus på det faglige, mange lektier (hvilket han klarer fantastisk flot) og traditionelle dyder som disiplin, skak, musik, cricket osv. Der er dog ingen tvivl om, at børnene har det godt - Peter har to lærere, som begge har givet udtryk for, at det vigtigste for dem er, at Peter er glad og finder kammerater. Peter har allerede kastet sin kærlighed over David, som er en meget rar dreng, der tager sig rigtigt godt af Peter - de leger i hvert eneste frikvarter og hygger sig rigtigt sammen. Peter arbejder hårdt, er allerede begyndt at sige små sætninger på engelsk - f. eks. "Can I have a pencil, please?". Han virker glad og tilpas og er meget stolt af sin skole.

Hinchley Wood er mere som en dansk folkeskole - bortset fra at den har langt bedre faciliteter. Fantastiske udenomsarealer, state-of-art-computers etc. Der er 100% fokus på hver enkelt barn og dets personlige trivsel og udvikingspotentialer - ingen børn lærer noget, hvis de ikke har det godt. Skolelederen kender hvert eneste barn og dets forældre ved navn, færdes i skolegården ved schoolruns (aflevering og afhentning), hvilket alle lærere forøvrigt gør. Man føler sig som del af et lille velfungerende samfund i det store samfund. Det er en rigtig dejlig skole, og vi håber, der snart kommer en plads til Peter.

Therese er som Peter bare gået ind fra dag ét med oprejst pande og har suget til sig. Hun forstår utroligt mange ting på engelsk og er også begyndt at tale lidt - "You play football with me?" er jo altid meget rart at kunne sige. Hun har nemt ved matematikken, men er selvfølgelig på bar bund med det engelske - ikke desto mindre er hun så småt begyndt at læse nogle ord. Den pige har et fantastisk sprogøre... Dertil kommer et stort talent for fodbold, som har gjort hende meget populær; ikke mindst blandt drengene. Hun er blevet meldt ind i en ægte engelsk fodboldklub Kingstonian Football Club og spiller nu kamp for dem hver søndag ... elsker det! En af de lidt ældre piger, som deltager i træningen, er 11 år og har lige skrevet kontrakt med Chelsea... "så Far, jeg spiller fodbold med en professionel!" (HIHI, hvor er hun bare søøød)

Jacob er helt klart den, der har haft det sværest. Han har været ked af at skulle afleveres om morgen, haft svært ved at komme ind i rutinerne, er knaldgo' til matematik og bliver også bedre og bedre til engelsk. Det har været meget svært for ham at komme fra børnehave til skole - og så ovenikøbet uden at forstå en lyd...! Men nu er han holdt op med at være lige ved at falde i søvn sidst på ugen i timerne, jeg er med et par dage om ugen for at hjælpe ham med rutinerne og sproget, og han er begyndt at "lege" med drengene: de siger karatelyde og gør karatebevægelser til hinanden - mægtigt sjovt, åbenbart!

Sammen spiller de fodbold hver mandag efter skole på Hinchley Wood, men ellers går meget af tiden med at cykle på vejen med de andre børn og ikke mindst læse lektier. Vi har nu fundet en god balance mht. lektier, det danske og det engelske. Skolerne har gjort og gør stadig en fantastisk indsats for at hjælpe vores børn. Surrey Children's Service er sat i spil med EAL-consultants (EAL: English as an Additional Language), som er mødtes med de to skoleledere, alle lærere og lærerassistenter der har med vores børn at gøre samt undertegnede for at undervise os i, hvorledes vi bedst muligt griber situationen an. Denne konsulent, som virker hammerende kompetent, mener vores børn er meget heldige - og ligeledes deres lærere; for som hun siger: "Hvor tit er det, at de ikke-engelsk-talende-børns mor er "completely bilingual (nåh jaaa...), experience teacher (nåh jaaa...) and willing and able (nåh jaaa...) to come to classes to support the children and their teachers"?

Så når jeg ikke stryger (!) skoletøj, handler stort ind til verdens mindste køleskab, er punkteret eller låst ude af huset, så har jeg travlt med enten at deltage i undervisningen som en slags personlig støttelærer til børnene og deres klassekammerater eller at forberede og gennemgå det stof, der gennemgåes på klasserne, på dansk, således at Jacob, Peter og Therese har en idé om, hvad lærerene står og bræger om. Indtil videre har jeg således lært meget om de gamle egyptere (Peter og jeg håber at komme ind i London Dome og se http://www.visitlondon.org/tutankhamun/- udstillingen), de tidligere Tudors (lørdag skal Therese på den store rundtur på Hampton Court Palace lige over på den anden side af Themsen http://www.hrp.org.uk/HamptonCourtPalace/) samt legetøj fra gamle dage - bl.a. en 250 år gammel voksdukke, som en dreng fra Jacobs klasse troede var lavet af ørevoks!

Nok om børnene og deres liv. Morten og jeg trives også - det føles som at være hjemme igen. Og det er rigtigt skønt. Morten nyder at tage ind til City, at gå den dejlige tur fra Waterloo langs Themsen til St. Paul's Cathedral, som ligger lige op og ned af Simcorp Ltd - eller er det mon omvendt. Han har meget travlt, men er glad og meget mindre stresset. For os, er det er skønt at have ham hjemme hver morgen. Vi har mødt nogle søde danskere i området - den ene gift med en amerikaner, den anden med en englængere, men med tosprogede børn. Vi har været sammen med nogle af Mortens danske kollegaer. Og så nyder vi bare at være tilbage til alt det, vi kender så godt - og alt det, vi endnu ikke kender, men skal udforske og opleve, når børnenes hverdag er mere rolig.

PS - det var min mening at uploade billeder, men af en eller anden grund (sikkert en fejl 40) kan PC'eren ikke læse fra kameraet.

Monday, 20 August 2007

Bye for now

Så er det slut i Danmark - internettet afmeldes pr. i morgen, så det varer nok lidt, før der er noget nyt!

Tak til alle, som har været med til at gøre vores farveller rigtig hyggelige. Vi kommer til at savne jer, men håber at se jer i det engelske.

Monday, 13 August 2007

Home, sweet home

Så lykkedes det at få taget over hovedet.

Vi har lejet et andet hus i samme kompleks - huset, som vi også så på, da vi var over og finde bolig, er ikke så dejligt som det andet, men har en bedre beliggenhed. Og om ikke andet, så springer udlejeren (7,9,13) ikke fra denne gang.

Det er nu endeligt planlagt, at vi forlader Odense torsdag d. 23. august, tager to overnatning i Billund (Peter er jo gammel nok til trafikskolen... :-)...) og rejser til London d. 24. august. Vi kommer pga. flyttefirmaets planlægning af levering til at lege turister en uges tid, inden vores indbo kommer. Morten skal passe sit arbejde hele den første uge og holder fri den uge, hvor børnene skal starte skole.

Vi har efterhånden sagt farvel til rigtig mange mennesker - inkl. skole, SFO og børnehave. Det er ret hårdt, og lige nu vil vi bare gerne afsted, så vi kan begynde i stedet for at afslutte.

Thursday, 9 August 2007

Glemte lige de gode nyheder... dem er der heldigvis mange af...

Ny Kongevej 8 er solgt. Bilen er solgt. Ny bil er købt.

Wednesday, 8 August 2007

Tja, det var altså for godt til at være sandt....

To uger før aftalt overtagelse af det dejlige townhouse i London sprang udlejer fra, idet han i mellemtiden havde fået et bedre tilbud. I England kan en udlejer med en ledig ejendom kan tegne kontrakt med flere ejendomsmælgere samtidig - så mens vores ejendomsmægler og undertegnede troede, vi havde en aftale, havde udlejer gennem en anden mægler fået en bedre udlejningspris - £300,- mere om måneden.

Så vi er hjemløse. Hvilket er meget frustrende. Ender vi i en hotellejlighed? Er vi nødt til at leje noget, vi ikke bryder os om? Eller noget vi ikke har råd til? Eller må vi bosætte os i et andet område og dermed miste børnenes skoler?

Tankerne er mange, og lige nu føles det hele noget uoverskueligt! Så de sidste to dage er gået med konstant boligsøgen på nettet, mens Morten hele tiden har været/er på spring til at flyve til London og få en underskrevet kontrakt på en bolig, der pt. ikke er ledig. Området, vi gerne vil bo i, er meget attraktivt - så de ledige boliger, der er til at betale for almindelige mennesker, udlejes nogle gange hurtigere, end de bliver lagt på nettet.

Sunday, 29 July 2007

Rejseforberedelser


En udstationering kan være en sej omgang for selv de sejeste mennekser. I perioden fra underskrivning af udstationerings-kontrakten til afrejse lever man ikke et dobbeltliv, men et tre-dobbeltliv: vores nuværende liv i Danmark skal afvikles, vores nye liv i England skal arrangeres og samtidig skal vi passe arbejde, studier, børn, venner, familie, istandsættelse af hus m.v.

Det er lykkes os at finde gode engelske skoler til alle vores børn. Therese og Jacob kommer til at gå i hhv. 4. og 1. klasse på Hinchley Wood Primary School, og Peter skal starte på Long Ditton St. Mary's Church School, begge beliggende 1-2 km. fra vores fremtidige bopæl i Surbiton, London.

Vi har endvidere lejet et dejligt townhouse 2-300 m. fra Themsen, 10 minutters gang fra forretninger og togstation (15 min. til Waterloo Station), 2 min. til park med fodbold-og tennisbaner samt legeplads.

Vi er tæt på at være færdige med at renovere vores kælder. Huset og bilen er sat til salg, børnene udmeldt af skole, SFO og børnehave samt fritidsaktiviter, og vi planlægger at rejse til England d. 24. august 2007.


About me

London, United Kingdom
E-mail: henriettafriis@gmail.com 39 years. Accountant, HD-R. Bachelor in teaching: Danish, English, Art and Religion. Married to Morten Friis, 40 years - Master in accounting and financing, at present employed at SimCorp Ltd. Three children: Therese 10, Peter 8 and Jacob 6. We are, yet again, located in our beloved London, England. I'm writing my first novel - or rather trying to find the nessecary time for it which can be difficult with three children, a household, photography as a time consuming hobby and an ever increasing urge to go up to London as often as possible - not to mention all the beautiful, wonderfully friendly, people I keep meeting here.