Thursday, 4 December 2008

Glædelig jul



Julekortene er købt, de ligger på sofabordet lige foran mig - og der er mange! Alt for mange. Og helt ærligt, så gider jeg bare ikke skrive dem.

Jeg kunne selvfølgelig ty til den engelske julekortstradition, hvor man køber fortrykte kort med tekster som: "Merry Christmas", "Happy Holiday" osv. - ovenfor skriver man så "Dear whoever" og nedenfor "Love, own name". Det er da nemt! Men så alligevel, også temmeligt kedeligt! Og jeg kommer aldrig til at udsmykke min kamin med årets høst af kort, som man gør det her. De af jer, der har besøgt os i vores nye hus, ved, at vi faktisk har en kamin, men alligevel...

Børnene har skrevet kort til alle deres klassekammerater, og selvom der kun er tale om fire ord per kort, så er det altså et stort arbejde, når man har 29 klassekammerater - og dertil kommer lærerene, som ovenikøbet også skal have en gave. Et levn fra gamle dage, hvor lærerene ikke fik løn, men almisser ved højtider. Og der er mange lærere pr. barn samt lunchtime supervisors, tutors, headteachers samt office staff. Puha, der er vist dømt X-mas credit crunch!!

Ikke desto mindre synes jeg, at mine bloglæsere - hoho, smart! Så er det kun jer, der rent faktisk gider læse min blog, der får en julehilsen (og jeg får vel tak for julekortet!!)... - skal have en julehilsen, og den kommer så nu:


Kære alle sammen,

fra det kolde, regnfulde og blæsende London skal komme en julehilsen med status fra året, der hælder temmeligt kraftigt!

BØRN
2008 blev året, hvor vores børn for alvor blev tosprogede! Et andet sprog tilegnes mere eller mindre som ens modersmål, så fra et-ords-kommunikation (først kommer navneordene som "football" for "Do you want to play football?", senere også et udsagnsord "play football", så et grundled "We play football?" ...osv. osv.) er vi nået til nu at have tre børn, der taler mere engelsk end dansk. Og der er, som mange af jer har bemærket, ikke tale om dansk skoleengelsk - nej, vi taler med SMCA!! Surrey Middle Class Accent! Engelsk udtalt på en måde vi andre aldrig kan få vores tunge omkring! Det er skønt - ikke mindst for deres mor, som er sådan en sprogsnob: ikke noget så flot som Britisk Engelsk!!

Peter og Therese skiller deres to sprog ad, er fuldstændige bevidste om, at vi taler dansk derhjemme og engelsk udenfor hjemmet. Intet problem. Jakob, derimod, har i bedste fald to sprog i en stor pærevælling: Han taler helst engelsk, og det engelske fylder da også mere og mere i hans danske. Således var en uge i Odense i vinterferien ikke nogen hindring for ham i forhold til at tale engelsk til sine danske venner - tror såment ikke engang, at han opdagede, at de ingenting forstod. Der er ingen tvivl om, at hans unge alder arbejder i hans favør i forhold til at blive mere engelsktalende end dansk. Selv mener han, det skyldes, at han er født engelsk... Ofte startes sætninger på engelsk: "Muuum!", fortsættes på dansk og afsluttes på engelsk, når det alligevel er for besværligt at bruge sit modersmål!! Matematik på dansk er ingen sag, så længe vi bevæger os under tallet 30 - derefter kan det engelske sprog åbenbart nogle ting, det danske ikke magter...

Det skulle vise sig, at blive et langt og hårdt forår for Jacob. Utallige gange har hans frustrationer over ikke at kunne gøre sig forstålig bragt ham i uføre. Han har slået, sparket, råbt og skreget - sågar truet en lærer med at tisse hende i ansigtet (man lærer vel det mest nødvendige, og anvendelige (??), engelsk først??). Han har grædt, været ulykkelig, sur og tvær. Slet ikke den Jacob, vi ellers kender. Hver gang vi troede, at nu var skibet vendt - for der var bestemt også mange gode perioder - så startede det igen. Heldigvis har alle hans lærere været meget forstående, og han har som følge deraf mange gode voksenvenner på skolen nu - ikke mindst skolelederen, hvis kontor han flittigt har besøgt. De fleste børn vil nok betragte det som en straf at komme ned på hendes kontor, men ikke Jacob. De to har haft et specielt forhold fra dag 1, og Jacob vidste ikke noget bedre end at komme på hendes kontor: Så sad de i hendes sofa og læste Floppybøger - ikke kendt i Danmark, men Jacobs absolutte favorit! Og mon ikke Mrs Collins skal have en stor del af æren for, at han idag læser næsten alderssvarende? Jacob elsker at læse!!

I 2. klasse har han imidlertid ikke haft brug for at besøge Mrs Collins' kontor. Han er i den grad vokset med opgaven: taler, skriver og læser engelsk samt stortrives med sine klassekammerater. Nu kan vi kende ham igen: glad, fræk og livlig! Han er meget populær, men har dog endnu ikke fået en bedste, bedste ven som han havde flere af i Odense. Venner som han ofte savner og siger, han gerne vil hjem til. Ikke mindst var det lidt svært, da Jonas havde været på besøg.

Therese havde det rigtigt svært, da Mathilde var rejst hjem. Det tog lige nogle dage at finde sine ben igen, at huske på at hun også har mange gode venner her. Det er i den grad gået op for Therese, at prisen ved at bo i udlandet er, at man har et ben i hver lejr - og ingen af dem er specielt solidt plantet.

Therese kunne ikke komme noget bedre sted hen, når det gælder hendes altoverskyggende interesse: fodbold. Hun spiller fodbold i klub, på skolens pigehold og i skoleklubben med drengene. Hele sidste sæson spillede hun for Kingstonian Football Club - de havde et meget stærkt pigehold i aldersgruppen over hende, men da de manglede spillere, fik hun lov at rykke op. Det var en stor succes. Therese startede, da vi havde været her i 3 uger, kunne ikke forstå noget som helst endsige selv udtrykke sig, men ikke desto mindre blev hun hurtigt en del af truppen. En trup der udviklede sig enormt i sæsonens løb, var på David Beckham Academy, fik en topplacering i leagueen og vandt adskellige stævner. Søde, dejlige og livsglade piger, der kunne gå på vandet, da sæsonen sluttede. I år er der desværre ikke noget hold i klubben, som Therese kan spille for - ikke nok spillere på hendes egen alder og i aldersgruppen over hende er der fyldt op. Alligevel er hun med til træning hver eneste torsdag aften og elsker det.

Therese har fået mange venner, og der går aldrig en uge, uden at hun er til tea hos dem, eller de kommer her. De fleste af dem deler hendes fodboldglæde, men hun kan sagtens lege med andre. Therese er kommet fantastisk efter det i skolen, halter lidt i skriftlig engelsk, men deltager ellers på lige vilkår med resten af eleverne i hendes klasse. I år undervises de ovenikøbet også i tysk samt trompet. Det har vi meget sjov ud af, selvom Therese er lidt træt af at høre om den syge elefant!

Peter har forelsket sig i onsdag eftermiddag. Da har de nemlig "Mad Science" på hans skole. Besøg af en kemiker, får de. Denne kommer og laver alle mulige og umulige forsøg med dem: De laver bl.a. krystaller, slim og cola. Han er ligeledes blevet valgt ind i elevrådet - en meget stor ting, der forpligter. Man bærer badge med elevrådets logo, man deltager i beslutningsprocesser omhandlende de nyrenoverede toiletters farver, indkøb til legepladsen, og man respræsenterer skolen ved arrangementer ud af huset. Peter har lige fået sit svømmecertifikat - alle elever i Surrey skal kunne svømme 25 m, dykke og træde vande ved udgangen af year 6, og Peter er vist temmeligt godt svømmende!

Også han klarer sig over al forventning rent fagligt, er vældig populær og har mange gode legekammerater. Peter afventer med længsel foråret - ikke af de samme grunde som os andre, men pga. opstart på cricketsæsonen. Elsker cricket og er rigtig god til det. I mellemtiden afprøves bl.a. fodbold, trampolinspring ("Og Mor, trampolinen er en rigtig olympisk model"...)!


CITY
Den lille square mil, der for år siden blev udvidet med Canary Wharf, er Mortens hjemsted. Det er muligt, at kreditkrisen har sat sine dybe spor i den engelske finansverden, men det kan ikke slå Morten ud. Han stortrives i det miljø. Det er efter mange års forgæves overtalen lykkedes SimCorp at pådutte Morten noget personaleansvar, og det har adstedkommet mange lange arbejdsdage og frustrationer over ikke bare at kunne passe sine egne kunder, men også en vis tilfredsstillelse ved at kunne løfte de nye arbejdsopgaver og ikke mindst være en del af ledelsesteamet i en forhåbentlig - trods krisen - blomstrende virksomhed. Og som han selv siger, så kan han lide, det han laver. Meget mere kan man da vist ikke bede om!


GÆSTER

... har vi haft mange af. Og tusinde tak til alle jer, som har besøgt os og været en del af vores dagligliv samt oplevelse her. Det betyder rigtig meget for os, dels at holde kontakten, dels at vide der er nogle at dele med, når vi en gang kommer hjem igen. Så tusinde tak til - og nu håber jeg, jeg har alle gæster med:

* Eva & Keith
* Morfar
* Rikke, Brian, Freja & Frederik
* Birgitte, Cecilie & Alberte
* Farfar & Farmor
* Lars & Bodil
* Loni & Marcus (snart to besøg)
* Niels, Brit, Casper & Celine
* Line, Kent, Emma, Lucas & Julian fra Singapore (gamle londonere...)
* Lis og min far
* Lene, Henrik, Mathilde, Ida Marie & Christoffer
* Tue, Mette, Anna og Jonas


FERIER
kan man ikke få for mange af, og der har da heldigvis været et par stykker i årets løb. To til Danmark:

Dels vinterferien, hvor børnene og jeg tog den lange køretur alene, dels i august, hvor vi havde Morten med noget af tiden. Det har været to hårde, men dejlige ferier. Ved egentlig ikke om ferie er den rigtige betegnelse, for det er faktisk hårdt arbejde. Selve planlægningen kræver en vis sans for logistik og udførelsen kræver overskud, godt helbred og humør, tålmodige værter samt en pålidelig bil. Ikke desto mindre har det været skønt at være sammen med alle jer, vi har nået at se.

Det er ikke altid nemt at skulle prioritere, men det er mit indtryk, at der har været forståelse for vores situation. På den ene side er det jo vanvittigt dejligt, at alle hiver og slider i én - og vi vil jo også gerne være sammen med jer alle - omvendt er det frustrende at være nødt til at sige nej eller spise nogen af med et kortere besøg. Men måske er det et spørgsmål om at erkende, at man ikke kan være lige tæt knyttet til alle.

Èn speciel oplevelse vil jeg fremhæve. Familieweekend på Lounkær - min far havde inviteret mine brødre og jeg, vores familier og Lis. Den weekend var det sommer, og vi nød godset i stor stil. Det var første gang i mange år, vi var samlet - forhåbentlig går der ikke så lang tid til næste gang. Det var en fornøjelse at se fætre og kusiner lege sammen, sjovt med alle udendørsspillene, træls at blive banket af Jakob og Thomas i rundbold og skønt at se min fars glæde ved alle hans børnebørn.

En stor tak til jer, vi har belejret, mens vi har været i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det må være hårdt for jer, når vi flytter ind, men tusinde tusinde tak!!Det er med til at gøre det muligt for os at have råd til at komme et par gange om året, det er fedt at være så tæt sammen i nogle dage og ikke mindst smadder hyggeligt ikke at skulle sidde på et kedeligt hotelværelse, ikke mindst voksensamtalerne når børnene er lagt i seng.

To turer til det store udland er det også blevet til: Euro Disney og Italien. Begge skønne ferier, meget forskellige, men skønne. Vi har planlagt en tur til Asien i april 2009, hvor vi skal besøge Line og Kent samt rejse rundt i junglen på Borneo og holde tropeferie på, hvad der ligner paradis, Rawa Island. Vi glæder os rigtig meget til at opleve dele af Malaysia, føle varmen og solen og ikke mindst være sammen med familien Kaas Andersen.

LONDON
Bliver oplevet på mange forskellige måder. Vi er som oftest deroppe, når vi har gæster. Dvs. Morten kommer jo dagligt op til London, og jeg har været god til at tage derop en gang i mellem. Men som familie er London ikke der, vi tilbringer mest tid.

Området omkring London Pool har jeg udforsket i forbindelse med mit hypnoterapiforløb - indlæg følger på bloggen, når jeg har redigeret billederne. En udstationeret fra New Zealand fik mig til at indse, at vi ikke nødvendigvis er her forevigt, så jeg har udarbejdet en liste over steder, jeg gerne vil besøge. Og så er det jo bare om at få hakket nogle af - og det går såment meget godt.

VORES SOCIALE LIV
er travlt! Vi har været heldige - og har også arbejdet hårdt for det - at møde nogle dejlige mennesker, som vi kommer sammen med - primært englændere. Der er kommet nye venner til, og nogle hænger ved fra tidligere.

MIN HVERDAG
Puha, den var værre. Har en mindre krise lige i øjeblikket. Hele det første år stod i børnenes og integrationens tegn, hele efteråret har jeg været opslugt af mig selv pga. hypnoterapien og nu, hvor jeg har fået renset ud i mine indre dæmoner, føles det hele lidt tomt. Hva' nu? Jeg er kommet godt i gang med at dyrke motion, skriver ofte på min krimi - hvilket er en langsommelig, til tider svær, men altid meget tilfredsstillende proces - og mødes af og til med veninder samt udforsker London. Dertil kommer alle de daglige gøremål, som jeg skulle hilse og sige er vanvittige kedeligt... Men alligevel når jeg nok snart til det punkt, hvor det frie liv måske ikke nødvendigvis er det mest attraktive. Jeg går stadig med tanker om at komme ud at undervise, men som forholdene er for lærere (er på skolerne fra 8 morgen til 6 aften), er det svært at kombinere med at hente børn og være sammen med dem uden for skoletid. Lad det blive forår, så ser alt lidt lysere ud :-D

JUL & NYTÅR
Min far kommer og fejrer jul med os; vi skal is-skøjte ved Hampton Court Palace, op til London og nyde de flotte julelys og -udstillinger og så er der jo lige selve juledagene. Mortens forældre kommer over nytåret. Og så er den ferie slut!

Herfra et ønske om en glædelig jul og et godt nytår til alle mine læsere! Lidt julesjov på linket - god fornøjelse!

Monday, 10 November 2008

Frys billedet, nyd regnvejret og pas på kaninerne




Besøg af Jonas, Jacobs gode ven fra dagplejen og børnehaven i Odense, og dennes familie betød

* masser af regnvejr
* grin og pjat
* at Anna og Therese blev rigtige gode venner
* at vi opdagede, at Nintendo Wii er et kompliceret strategisk spil, der kræver masser af planlægning, samarbejde og ikke mindst mange timer
* fede strandbilleder fra Thailand
* gode karameller
* at familierestauranter ikke altid er familievenlige
* lidt skranten og begyndende sygdom (håber ikke, det udvikler sig)
* at lige meget hvor mange attraktioner, vi besøgte og hvor mange mil vi gik, så var Jacob og Jonas som to duracalkaniner, der aldrig skulle lades op, men bare kunne blive ved og ved og ved og ved - når man ikke er sammen hver dag, skulle det udnyttes til fulde... og det blev det, dag og nat

Billeder nedenfor

Monday, 3 November 2008

Legoland Legoland Lego land land






Okay, selve parken kan på ingen måde måle sig med Legoland i Billund. Og det er ikke kun noget, jeg siger af patriotiske grunde. Ukrudt, affald, cigaretskod all over - eneste bænke at sidde og nyde sin medbragte madpakke på er forøvrigt alle placeret i "designated smoking areas"..., forlystelser uden sjæl:

Lad mig som eksempel tage trafikskolen. Jeg mindes denne som et hit fra min barndom - noget, man kun prøvede een gang i hele sit liv. Og det var stort! Så stort! Med nutidens børn, eller er det mon forældrene (?) er det jo anderledes, men derfor kan det jo godt være en stor oplevelse.

I Billund kommer man ind og får en personlig gennemgang af skilteskoven, færdelsregler m.v., man vælger sit sprogflag, man starter omkring byens eneste lysregulerede kryds, og man overholder færdelsreglerne - ellers bliver man tiltalt over højtaleranlæg eller personlig forfulgt af Legopolitiet - OG man kører i laaaaang tid. Bagefter får man kørekort - hvis man vel at mærke har kørt ordentligt! Stor ting!! Stor, stor ting!!

I Windsor er der en skallet intro-videofilm, ingen sprogflag (Gud forbyde det, hvis alle ikke taler engelsk...), man starter hvor den valgte bil tilfældigvis er blevet smidt af forrige kører, man kører som de blinde de slås, der er ikke nogen kørekortoverrækkelse, og slet ikke nogen, der guider én under kørslen. Men det kan de selvfølgelig heller ikke rigtig nå, når turen varer mindre end fem minutter. Videre til næste forlystelse....

Det er en skam, for det er bare den bedste forlystelse nogensinde!

Det hele er dog ikke negativt i Legoland Windsor - Miniland er, som det lille udpluk af billeder viser, ganske enkelt fantastisk. Og i aftes var der det mest imponerende Star Wars fyrværkeri nogensinde - betagende. Der kunne ikke engang fyrværkerimesteren i Tivoli være med, men køreskolen... altså... :-((

Saturday, 1 November 2008

Efterårsferie


Fantastisk uge med koldt, klart vejr - sol fra en skyfri himmel. Tid til at besøge rådyrene og klatre i træer i Richmond Park, tid til at spille spil og hygge om morgenen, tid til at se James Bond 007 mere end en gang i TV'et, tid til at shoppe i Kingston, tid til at forberede Halloween, bare tid til hinanden. Skønt!

Sunday, 19 October 2008

3 hæsblæsende dage


har det været at have besøg af Henrik, Lene, Mathilde, Ida Marie og Christoffer. Men også tre rigtig dejlige dage fyldt med positiv psykologi, solskin, karameller..., dobbeltdækkerbusser, undergrundstoge, langt travende børn, Nintendo Wii og masser af kultur!

Undertegnede havde det med at blive væk... og nedenfor kan ses, hvad jeg så oplevede!!

Saturday, 11 October 2008

America has got Barack Obama, Johnny Cash, Bob Hope and Stevie Wonder where as England has Gordon Brown, no cash, no hope and no bleeding wonder

Credit Crunch - if lucky enough to hold on to your job this is what you are likely to find...











NEW OFFICE POLICY - EFFECTIVE SEPTEMBER 1, 2008

Dress Code:

1) You are advised to come to work dressed according to your salary.

2) If we see you wearing Prada shoes and carrying a Gucci bag, we will assume you are doing well financially and therefore do not need a raise.

3) If you dress poorly, you need to learn to manage your money better, so that you may buy nicer clothes, and therefore you do not need a raise.

4) If you dress just right, you are right where you need to be and therefore you do not need a raise.


Sick Days:
We will no longer accept a doctor's statement as proof of sickness. If you are able to go to the doctor, you are able to come to work.

Personal Days:
Each employee will receive 104 personal days a year. They are called Saturdays & Sundays.

Bereavement Leave:
This is no excuse for missing work. There is nothing you can do for dead friends, relatives or co-workers. Every effort should be made to have non-employees attend the funeral arrangements in your place. In rare cases where employee involvement is necessary, the funeral should be scheduled in the late afternoon. We will be glad to allow you to work through your lunch hour and subsequently leave one hour early.

Bathroom Breaks:
Entirely too much time is being spent in the toilet. There is now a strict three-minute time limit in the stalls. At the end of three minutes, an alarm will sound, the toilet paper roll will retract, the stall door will open, and a picture will be taken. After your second offense, your picture will be posted on the company bulletin board under the 'Chronic Offenders' category. Anyone caught smiling in the picture will be sectioned under the company's mental health policy.

Lunch Breaks:
* Skinny people get 30 minutes for lunch, as they need to eat more, so that they can look healthy.

* Normal size people get 15 minutes for lunch to get a balanced meal to maintain their average figure.

* Chubby people get 5 minutes for lunch, because that's all the time needed to drink a Slim-Fast.


Thank you for your loyalty to our company. We are here to provide a positive employment experience. Therefore, all questions, comments, concerns, complaints, frustrations, irritations, aggravations, insinuations, allegations, accusations, contemplations, consternation and input should be directed elsewhere.
=======

Wednesday, 8 October 2008

Forældre i ét årti








Dejligere pige findes bare ikke. 10 år er der gået, siden hun holdt hele barselsafsnittet vågen den første nat i hendes liv - alt sammen fordi hendes blodsukker var lavt, og hun var sulten. Det er hun stadig... altid!! Men hun er også meget mere end det. Hun er det, man her kalder en tough cookie: Hun lader sig ikke så nemt slå ud: allergi, eksem, astma, gentagne flytninger ml. Danmark og England, nye kammerater, nyt sprog, ny kultur, ny skole. Therese er, i vores øjne, en gennemgående positiv pige med gå-på-mod i utømmelige mængder. Hun elsker fodbold, har masser af venner, klarer sig godt i skolen og er for det meste hensynfuld og god ved sine medmennesker. Alt dette og mere til elsker vi hende for - ikke mindst hendes fjollethed, hendes humør og frækhed. Bare en skøn pige, som vi er stolte af :-))

Den runde fødselsdag blev fejret af to omgange: Først fodboldfødselsdag i parken med een pige samt 8 drenge fra klassen - og det blev spillet for at vinde... - og på selve dagen London Eye med Bethany. Gaver alle med Chelsea-logo; dog ingen tvivl om at den bedste er billetter til hende og Morten (!) til Championsleague mellem Chelsea og AS Roma om to uger.

Tuesday, 7 October 2008

Saturday, 4 October 2008

Phantom of the Opera



Den mest intense musikoplevelse nogensinde!

Når musikken brager ud fra orkestergraven og den lille spinkle pige (for det er hun -hende, der spiller den kvindelige hovedrolle) synger så hårene rejser sig, føles det som om, hele ens krop skal sprænges.

Ganske enkelt uden sidestykke!!

Tuesday, 30 September 2008

Sejlads fra Westminster til Hampton Court Palace



TFL, Transport for London, er mange ting: bl.a. tog, undergrund og bus. Themsen, som i mange år har været en vigtig transportvej, er sågar også omfattet. Mange londoner kender ikke dog til muligheden for at "commute" på floden, men der er god gang i turistsejladserne, især fra Westminter til Greenwich - en tur, der bringer én fra House of Parliament ned af floden under Millinium Bridge med St. Paul's Cathedral på City-siden og Tate Modern på sydsiden, videre under Tower Bridge ud forbi det moderne, men i disse dage - i overført betydning - meget nedslidte, Canary Wharf og videre til Greenwich samt Thames Barrier. Der er mange år siden, jeg sidst har hat fornøjelsen (for det er det) af denne tur, men det er så absolut en god oplevelse.

Den er dog slet ikke at sammenligne med turen op ad floden. Denne er måske ikke så meget for førstegangsbesøgende, men mere for de inkarnerede, der har besøgt alle de traditionelle turistmål. Og dog! Turen fra Westminster til Hampton Court Palace er en 3½ times ren fornøjelse for en "londoman".

Under Westminster Bridge forbi hvad der officielt kaldes Palace of Westminster eller House of Parliament, men som i folkemunde betegnes "The Powerstation of Democracy" - mest af alt fordi det herfra strømmer ud med varm luft!!! Videre forbi Lambert Castle, Tate Gallery, MI6 (den hemmeligste bygning i hele landet!!) og nedlagte Battersea Powerstation - et af mine yndlings bygningsværker i London, der ikke kan rives ned af den årsag, at det ganske simpelt er den største murstensbygning i England.... - til de dyre forstæder som Chelsea, hvor lejlighederne ned til vandet nemt koster på den forkerte side af £4,5 millioner... selv her under kreditkrisen synes der at være stor mangel på luksuslejligheder (!).

Broerne er mange og fortæller hver i sær en del af Londons historie. Ved Kew Bridge begynder den mere naturskønne del af turen forbi Kew Gardens, gennem Richmond Lock til Richmond, hvor man ikke længere (skulle man nogensinde have været det) er i tvivl om, at der stadig i dette engelske land lever mennesker, der ikke lider den store nød under den verdens omspændende kreditkrise - det er i hvert fald ikke disse mennesker, der går under betegnelse "fuel poor" (dvs. at man til vinter forventes at må vælge mellem at opvarme sit hjem eller købe nye skoleuniformer til sine børn - aldeles forfærdeligt).

Fantastiske boliger med endnu mere fantastiske beliggenheder præger resten af turen gennem Teddington Lock, Kingston-Upon-Thames og Thames Ditton til Henrik d. 8.'s Hampton Court Palace.


Der ligger i mit fotoalbum nogle (i al beskedenhed...) ganske fantastiske billeder - og for en gangs skyld har jeg brugt tid på redigering. Måske skulle jeg fortsætte med det :-))

Saturday, 27 September 2008

Og jeg som troede tropiske fisk var farvestrålende...






... se for jer selv!! Mor er ikke vred, mor er skuffet! Men ungerne elskede det, så hva' mere kan mor så bede om??! Og grå er vel også at betragte som en farve....

Thursday, 25 September 2008

En landsby i metropolen
















Thames Ditton er i ordets bedste forstand en landsby. En hyggelig en af slagsen.

Direkte ned til Themsen - også selvom det kan være svært at finde floden - ligger den med sine små snorede gader - der bestemt ikke er bygget med nutidens Chelsea-traktorer i tankerne -, endnu mindre butikker: grønthandler, posthus med kiosk - eller er det kiosk med posthus?? -, to bilforhandlere (en billig og en dyr!!), et par caféer, et pottemageri, et galleri, en børnetøjsforretning samt en brugskunstbutik (muligvis bare tingel tangel, men den er hyggelig) samt ikke mindst et utal faldefærdige hytter, der med en omgang maling og masser af beplantning er som taget ud af den bedste Miss Marple af Agatha Christie.

Nyder man roen og idyllen her en hvilken som helst formiddag, er det ikke til at forestille sig, at man er inden for verdens største parkeringsplads, den notoriske M25! Men jo, den er god nok: Thames Ditton er en af de mange små grønne oaser, der ligger små 30 minutters togkørsel (i bil vel nærmest et par timers kørsel) fra den pulserende metropol.

Det bedste af to verdener, kunne man fristes til at sige. Vi bor nu i en mindre bebyggelse - ikke i ejebolig, men i lejebolig, og som tingene har udviklet sig, kan vi kun være glade for, at vores mavefornemmelser fik os til at springe fra huskøbet i foråret. Vi er efterfølgende blevet kontaktet af ejendomsmægleren - hende, der ikke kunne forstå et nej. Det kan hun åbenbart stadigvæk ikke, for hun mente, at det nu ville være et attraktivt tidspunkt for os at købe ejendommen på, da den officielle udbudspris nu er £10.000 under det bud, vi fik accepteret... Desperat!
Kreditkrisen har hårdt fat her - i sidste uge fyrede Mortens største kunde 4000 ansatte, der hver fik 10 minutter til at forlade Canary Wharf med deres habengut! Ikke lige frem befordrende for stemningen i City og de små forstæder med de mange høje kreditforeningslån....

Huset,som vi har lejet, har fire etager, meget underligt at stue og køkken er på seperate etager. Børnene har deres egen etage, som de sætter stor pris på, og Morten og jeg har soveværelse og bad under taget. Børnene nyder i stor grad de mange kammerater fra begge skoler, der bor her - desværre har vi måtte sande, at det ikke er alle naboerne i dette såkaldte familiekvarter, der mener, børn har godt af den friske luft. I følge mange frustrerede forældre vedtog ejerforeningen sidste år, at boldspil på gaden er forbudt, i år vil de forbyde cykler og som en af kammeraternes forældre siger, så forbyder de nok børnene til næste år.

I sidste uge fik jeg således læst lektien og blev direkte fortalt, at det var holdningen her i bebyggelsen, at jeg ikke har "kontrol" over mine børn, og at det er vores skyld, at 15-20 børn dagligt leger udenfor, råber og skriger og forøvrigt bare har det rigtigt sjovt. Sådan, tag lige den sådan en tidlig fredag morgen.

Men den stakkels kvinde havde vist ikke lige forberedt sig på at blive tiltalt af det reneste vikingste blod. Som en af mine veninder sagde, så er hun forhåbentlig blevet så overrasket over at få svar på tiltale, at vi ikke hører mere fra hende. Ikke desto mindre en oplevelse, der får os til at føle os ubehageligt til mode og endnu mere glade for ikke at have købt hus her.

Morten arbejder som en besat i sin nye stilling hos SimCorp. Han har lige nydt tre dages slotskonference udenfor Paris, skal væk på klimaseminar i næste uge og har ellers travlt med at holde sine kunder tilfredse samt sørge for, at gruppen, som han er blevet ansvarlig for, fungerer. Det har taget SimCorp det meste af 10 år at overbevise Morten om hans potentiale som leder, men Morten har aldrig været interesseret i at påtage sig personalearbejde i nogen som helst form - og nogle gange fristes man til at tro, Morten skulle have holdt på sit nej!

Børnene er glade tilbage i deres skoler. Therese i year 5, Peter i year 4 og Jacob, med oprejst pande, i year 2. Peter har lige været på PGL (læs lejrskole): masser af fysiske aktiviteter: go-cart, natløb med brobygning, absailing osv. Lige i Peters ånd, og han var da også helt smadret af lykke og anstrengelse, da han kom hjem. Peter er blevet valgt ind i elevrådet, er rykket op i normalklassen i engelsk og har fået en masse nye klassekammerater. Altid glad og fuld fart på!!

Jacob elsker sin nye lærer: "Hun udfordrer mig"! Alle mine bekymringer omkring skolestart efter 7 ugers sommerferie er blevet gjort til skamme. Han er virkelig kommet godt fra start i år, læser, nyder (!) sine lektier og leger med en masse venner.

Therese. Tja, hun spiller fodbold - 3-4 gange i ugen og har travlt med sine venner. Det ser desværre ud til, at der ikke bliver et U10 pigehold i hendes fodboldklub i år. Til gengæld er der nu et pigehold på skolen, og det tegner rigtigt godt. Fodbold er også temaet til hendes 10 års fødselsdag på søndag, hvor hun har inviteret en pige og ni drenge til en match i parken.

Undertegnede nyder at tage til Tower Bridge til hypnoterapi hver tirsdag. En times total afslapning efterfulgt af voksenoplevelser på egen hånd omkring London Pool. Mere kan man vel ikke ønske sig. I tirsdags blev en årelang drøm om at komme op i Tower Bridge opfyldt; det er endnu ikke lykkes mig at se en broåbning, men jeg holder øje på nettet. Jeg har endelig fået meldt mig ind i den lokale motionsklub, men nu vil skæbnen, at jeg enten har en nerve i klemme i den ene fod eller er rendt ind i en betændelsestilstand. Men lidt vægttræning og cykling kan vel ikke skade. Ellers er der svømmehallen, mens squash nok er udelukket et stykke tid.


Billeder oploades en af dagene. Nok for nu.

Tuesday, 9 September 2008

Svaner, bloed musik og vand ... lyder det ikke bare dejligt?

Ikke, naar svanerne er falske Arne Jacobsen i billig plastik, musikken er 20 db for hoej og vandet fyldt med billige teblade fra McDonald's i Surbiton i London.

Men hvis det er saa forfaerdeligt, hvorfor saa vaere her? Jo, ser I. For at faa en telefon, skal selskabet - British Telecom, BT - verificere, at vi er dem, vi siger, vi er og ikke dem, vi siger, vi ikke er...

Derfor sender BT et brev til beboeren paa den adresse, hvor vi siger, vi bor. Svarer beboeren ikke inden 7 dage, kan telefonlinjen bestilles, hvorefter der kun gaar 2 uger, til den er oppe og koere, hvorefter vi saa kan bestille internetadgang hos en anden udbyder, som sikkert ogsaa gerne vil verificere, at jeg bruger str. 39 i sko, at Morten ikke er min kone, og at vi ikke hvidvasker penge til at betale telefonregninen med.

Hvor kan man vaere mistaenksom!!

Paa McD derimod! Der kan man sidde i daarlige kopier af Syveren i alverdens pastelfarver, nyde den altkvaelende dunst af fritureolie (siger en gammel ansat...) og komme GRATIS og ganske ubesvaeret paa nettet.....

YES, det er fantastisk!


Alt er vel, Vi er tilbage i hverdagen: Morten startet i sin nye stilling hos SimCorp, Therese i 5., Peter i 4. og Jakob med oprejst pande i 2. klasse - og mor her. Tja, jeg venter paa nettet. Min livlinje, som jeg engang overbevidste Morten om, vi ikke havde brug for - det maa da vist have vaeret i et helt andet liv.

Min bog har faaet tre faste dage, men det er svaert uden netadgang. Dertil kommer et nyt medlemskab af motionscenter - nu har jeg ikke spist chokolade i over 7 uger, saa nu skal omfanget til livs. Desuden er der jo London. To faste dage om maaneden skal jeg derop og nyde alle de muligheder, som resten af familien ikke synes, skal udnyttes. I denne maaned staar den dels paa Salvador Dali museet, dels paa en formentlig skoen gaatur fra Thames Ditton langs Themsen til Kingston, over vandet og ad stien tilbage til Hampton Court Palace. Og maaske bliver det til en sejltur fra Westminister (Big Ben for de ikke indviede...) til Hampton Court Palace - 3,5 timers total afslapning. Glaeder mig allerede.

Vi er naesten kommet paa plads i vores nye hjem. Og er rigtige glade for det. Naar solen skinner, hvilket er alt for sjaeldent, er der det mest fantastiske lys i koekkenet og stuen. Boernene har faaet hver deres vaerelse og masser af legekammerater. Det i bogstavligste forstand vaelter ud med boern af de fleste huse, og de staar allerede nede hos os og venter, foer vi kommer hjem fra skole.

Nu udloeber min tid snart. Der er allokerede slots paa bibliotektet, hvor jeg er on line lige nu: 60 minutter. Og taenk jer, man kan forudbestille dem - paa nettet!!! Jeg holder det ikke ud.

Tusinde tak til alle, der var med til at goere vores ferie i Danmark haard, men dejlig. Det var skoent at se jer alle - ikke mindst havde ungerne det fantastisk med deres gamle kammerater. Og til jer, vi ikke naede: Det er jo den saedvanelig med sol og vind, der skal fordeles.

Der ligger fuldstaendig uredigerede billeder nedenfor. Og der er mange dejlige.

Knus herfra til jer alle :-)

Friday, 22 August 2008

Det værste, der overhovedet kan ske

er at miste sine elektroniske billeder fra en fantastisk familieweekend på Lovnkær, fra stranden i Fredericia, hvor Magnus havde glædet sig til at vise os - ikke Lillebæltsbroen, men en stejl trappe og en lille bro, som undertegnede troede, var en bænk... samt det ny-stråbelagte sommerhus på Fanø.

Øv, øv og tre gange ØV

Sunday, 3 August 2008

Sommerferie


Så var der 10 uger til, så 6 og så endelig, sommerferie. Italien i to uger. Og nu er vi hjemme igen. Hvor blev den tid dog af?

Laaang køretur - 24 timer i bussen... kø i Schweiz. Da vi endelig kom frem lørdag eftermiddag, vidste det sig, at vi først havde bestilt lejligheden på campingpladsen fra søndag ... en lille klokke ringede: Søndag for så slap vi for den tætte trafik... i Schweiz!!!

Nå, søndag fik vi skøn lejlighed med tre fantastiske terrasser, hvorfra der var skøn udsigt. Vi boede faktisk på disse hele ferien. Også de dage, hvor det var overskyet og regnede. Første uge var vejret meget blandet, men vi havde nogle dejlige dage med Thomas, Jane og deres tre prinsesser: Cecilie, Caroline og Christine - alle dybt mørkebrune efter 8 ugers rundrejse i Italien og med Thereses gode ven fra sidste år Marcus samt hans mor, Loni, og brødre, Morten og Simon.

Da vi havde sagt farvel til alle, kom solen, varmen og det skønne vejr, som vi havde ventet længe på, og vi tilbragte en hel uge med at bade og spille kort. Se, det er ferie.

Efter kun 21 timer, kun fire timer gennem bjerget denne gang, tilbage til det regnfulde England - det er fuldstændig malplaceret at være solbrændt her... :-((. Nu følger en uge med Fun Sport for børnene - en sommerlejr med masser af sport, mens Morten passer sit arbejde og jeg flytningen. Danmark kalder senere på måneden - desværre når vi ikke at se jer alle, men vi prøver at fordele sol og vind lige i fht. vores besøg i vinter.

Monday, 14 July 2008

Besøg af Line, Kent, Emma, Lucas og Julian fra Singapore


Vi ses som regel kun en gang om året, men det gør det bestemt ikke mindre sjovt. En skøn uge med masser af Nintendo, snak, Nintendo, grin, Nintendo, boldspil, Nintendo, tour-de-venner for Line og børnenes vedkommende, Nintendo, støj, Nintendo og ... tja, kan vel altid nævne at Jacob og Lucas, begge tilhørende den berygtede årgang 2002 fra Kingston University Hospital, spillede en lille smule Nintendo.

Det var som altid en dejlig tid, og vi glæder os allerede til næste gang, vi skal være sammen. Det, håber vi, bliver i Singapore forår 2009. Og ja, vi skal nok tage Lege Star Wars med.... :-)) ALtså til Nintendo'en!!!

Billeder lagt i fotoalbum nedenfor.

About me

London, United Kingdom
E-mail: henriettafriis@gmail.com 39 years. Accountant, HD-R. Bachelor in teaching: Danish, English, Art and Religion. Married to Morten Friis, 40 years - Master in accounting and financing, at present employed at SimCorp Ltd. Three children: Therese 10, Peter 8 and Jacob 6. We are, yet again, located in our beloved London, England. I'm writing my first novel - or rather trying to find the nessecary time for it which can be difficult with three children, a household, photography as a time consuming hobby and an ever increasing urge to go up to London as often as possible - not to mention all the beautiful, wonderfully friendly, people I keep meeting here.