Endelig

er der nyt fra "flap-og-lap-sygdoms-rådet":


Vi bor nemlig indenfor det såkaldte "foot and mouth catchment area" - charmerende... Personligt har jeg lidt svært ved at se, at det skulle forhindre udbredelse af sygdommen, at skilte advarer om, at man i bil, på cykel eller til fods bevæger sig ind i et sådant område, når man befinder sig i en helt almindelig (og det er jo så nok spørgsmålet...) forstad til London.


Når det så er sagt... så bor vi fantastisk godt. Vi bor i et kompleks - St. James' Development - af såkaldte "townhouses" - rækkehuse i tre etager med meget smalle, små haver bagtil. Området er forholdsvist nyt, 6-7 år gammelt, og efter engelsk standard meget velholdt. Vi bor 10 minutters gang fra Surbiton Station, hvorfra det tager ca. 15 minutter med tog ind til London Waterloo - og for jer, der stadig har det tilgode, ligger Waterloo ved Themsen, lige ned til Big Ben og London Eye.

Vi bor 300 m fra Themsen, men kan ikke komme ned til den uden en 10 minutters gåtur ind mod Kingston-Upon-Thames - derfra er der så tilgengæld en pragtfuld gåtur mod Kingston og videre mod Teddington, Richmond og hele vejen ind til London. Vi har vores egne små forretningsgader på vej op til stationen med supermarkeder, masser af indiske og kinetiske restauranter og take aways, der skal udforskes samt div. småbutikker til daglige fornødenheder.
St. James' Development er privat, hvilket betyder, at der ikke er ret meget trafik her - der er store, ikke rundkørsler, men ovalkørsler som børnene cykler rundt om og leger inden i. Og det vælter ud af husene med børn i alle aldre fra omkring 2 år og op efter. Bag huset vi bor i, er der endvidere en stor fælles græsplane, hvor man kan spille bold. Der er desuden små fælles haver rundt omkring, hvor børnene leger gemme, har huler og hygger sig med hinanden. Lige over gade er der legeplads for mindre børn, tennisbaner samt cricket-og fodboldbaner - alt i alt rigtigt dejligt.


Vi bor ca. 700 m fra Peters skole - St. Mary's Church of England Junior School - http://www.longdittonsm.org.uk/ - og yderligere 1,5 km. fra Jacob og Thereses skole - Hinchley Wood Primary School - http://www.hwps.co.uk/, hvor børnene går i hhv. Year 3, 1 og 4.

Det er to meget forskellige skoler, men vi er meget glade for dem begge. Peters er, hvad man forstår ved en engelsk skole: der er meget fokus på det faglige, mange lektier (hvilket han klarer fantastisk flot) og traditionelle dyder som disiplin, skak, musik, cricket osv. Der er dog ingen tvivl om, at børnene har det godt - Peter har to lærere, som begge har givet udtryk for, at det vigtigste for dem er, at Peter er glad og finder kammerater. Peter har allerede kastet sin kærlighed over David, som er en meget rar dreng, der tager sig rigtigt godt af Peter - de leger i hvert eneste frikvarter og hygger sig rigtigt sammen. Peter arbejder hårdt, er allerede begyndt at sige små sætninger på engelsk - f. eks. "Can I have a pencil, please?". Han virker glad og tilpas og er meget stolt af sin skole.

Hinchley Wood er mere som en dansk folkeskole - bortset fra at den har langt bedre faciliteter. Fantastiske udenomsarealer, state-of-art-computers etc. Der er 100% fokus på hver enkelt barn og dets personlige trivsel og udvikingspotentialer - ingen børn lærer noget, hvis de ikke har det godt. Skolelederen kender hvert eneste barn og dets forældre ved navn, færdes i skolegården ved schoolruns (aflevering og afhentning), hvilket alle lærere forøvrigt gør. Man føler sig som del af et lille velfungerende samfund i det store samfund. Det er en rigtig dejlig skole, og vi håber, der snart kommer en plads til Peter.

Therese er som Peter bare gået ind fra dag ét med oprejst pande og har suget til sig. Hun forstår utroligt mange ting på engelsk og er også begyndt at tale lidt - "You play football with me?" er jo altid meget rart at kunne sige. Hun har nemt ved matematikken, men er selvfølgelig på bar bund med det engelske - ikke desto mindre er hun så småt begyndt at læse nogle ord. Den pige har et fantastisk sprogøre... Dertil kommer et stort talent for fodbold, som har gjort hende meget populær; ikke mindst blandt drengene. Hun er blevet meldt ind i en ægte engelsk fodboldklub Kingstonian Football Club og spiller nu kamp for dem hver søndag ... elsker det! En af de lidt ældre piger, som deltager i træningen, er 11 år og har lige skrevet kontrakt med Chelsea... "så Far, jeg spiller fodbold med en professionel!" (HIHI, hvor er hun bare søøød)

Jacob er helt klart den, der har haft det sværest. Han har været ked af at skulle afleveres om morgen, haft svært ved at komme ind i rutinerne, er knaldgo' til matematik og bliver også bedre og bedre til engelsk. Det har været meget svært for ham at komme fra børnehave til skole - og så ovenikøbet uden at forstå en lyd...! Men nu er han holdt op med at være lige ved at falde i søvn sidst på ugen i timerne, jeg er med et par dage om ugen for at hjælpe ham med rutinerne og sproget, og han er begyndt at "lege" med drengene: de siger karatelyde og gør karatebevægelser til hinanden - mægtigt sjovt, åbenbart!

Sammen spiller de fodbold hver mandag efter skole på Hinchley Wood, men ellers går meget af tiden med at cykle på vejen med de andre børn og ikke mindst læse lektier. Vi har nu fundet en god balance mht. lektier, det danske og det engelske. Skolerne har gjort og gør stadig en fantastisk indsats for at hjælpe vores børn. Surrey Children's Service er sat i spil med EAL-consultants (EAL: English as an Additional Language), som er mødtes med de to skoleledere, alle lærere og lærerassistenter der har med vores børn at gøre samt undertegnede for at undervise os i, hvorledes vi bedst muligt griber situationen an. Denne konsulent, som virker hammerende kompetent, mener vores børn er meget heldige - og ligeledes deres lærere; for som hun siger: "Hvor tit er det, at de ikke-engelsk-talende-børns mor er "completely bilingual (nåh jaaa...), experience teacher (nåh jaaa...) and willing and able (nåh jaaa...) to come to classes to support the children and their teachers"?

Så når jeg ikke stryger (!) skoletøj, handler stort ind til verdens mindste køleskab, er punkteret eller låst ude af huset, så har jeg travlt med enten at deltage i undervisningen som en slags personlig støttelærer til børnene og deres klassekammerater eller at forberede og gennemgå det stof, der gennemgåes på klasserne, på dansk, således at Jacob, Peter og Therese har en idé om, hvad lærerene står og bræger om. Indtil videre har jeg således lært meget om de gamle egyptere (Peter og jeg håber at komme ind i London Dome og se http://www.visitlondon.org/tutankhamun/- udstillingen), de tidligere Tudors (lørdag skal Therese på den store rundtur på Hampton Court Palace lige over på den anden side af Themsen http://www.hrp.org.uk/HamptonCourtPalace/) samt legetøj fra gamle dage - bl.a. en 250 år gammel voksdukke, som en dreng fra Jacobs klasse troede var lavet af ørevoks!

Nok om børnene og deres liv. Morten og jeg trives også - det føles som at være hjemme igen. Og det er rigtigt skønt. Morten nyder at tage ind til City, at gå den dejlige tur fra Waterloo langs Themsen til St. Paul's Cathedral, som ligger lige op og ned af Simcorp Ltd - eller er det mon omvendt. Han har meget travlt, men er glad og meget mindre stresset. For os, er det er skønt at have ham hjemme hver morgen. Vi har mødt nogle søde danskere i området - den ene gift med en amerikaner, den anden med en englængere, men med tosprogede børn. Vi har været sammen med nogle af Mortens danske kollegaer. Og så nyder vi bare at være tilbage til alt det, vi kender så godt - og alt det, vi endnu ikke kender, men skal udforske og opleve, når børnenes hverdag er mere rolig.

PS - det var min mening at uploade billeder, men af en eller anden grund (sikkert en fejl 40) kan PC'eren ikke læse fra kameraet.