London Pool

Når man elsker London, kan man ikke dyrke monogami. Man er nødt til at forholde sig til, at det ikke et muligt at have ét enkelt yndlingssted, men at der hersker en overvejende risiko for, at der er flere. Flere steder man med stigende intensitet drages mod igen og igen.

London Pool har for mig altid været et af disse steder. Og da jeg i efteråret 2009 gennem mange uger kom i området hver eneste tirsdag, synes jeg, det vil være passende at skrive et par ord om stedet. Og de par ord er så hermed skrevet!

Og så alligevel: En enkelt ting er jeg nemlig nødt til at tilstå. Det er ikke kun London, jeg elsker - det er også broer. Og dem er der mange af, men min første - og stærkeste - brokærlighed er Tower Bridge.

Ikke engang smukke Golden Gate med dens dybe, varme røde farve, der hæver sig over den maleriske, barske Californiske klippeudmunding til Stillehavet, eller Coathanger'en Down Under med Utzons rent arkitektonisk fascinerende operahus beliggende ud til et meget smukt besejlet havneområde, kan måle sig med Tower Bridges skønhed og betagende historie. Det har derfor været en oplevelse af ekstraordinær dimension at være oppe i broens tårne og ikke mindst nyde dens tilstedeværelse i et område af London, hvor det ellers så besøgte Tower of London i mine øjne er den mindst tiltrækkende attraktion.

At se broen åbne sig for Themsens sejlads har jeg desværre stadig tilgode... Men omvendt er det altid godt at have noget at vende tilbage til, for det bliver ikke længere hypnoterapien, der bringer mig til poolen. Den depressive, evigt tanke- og følelsesmæssigt bebyrdede Henriette eksisterer ikke mere - der er blevet renset ud i indre dæmoner. Livet er blevet skønt at have, at leve, at deltage i! Og nu skal det nydes - håber, at I vil nyde de mange billeder fra et område, der for mig betyder alverden. Lige som undertegnede er du desværre nødt til at se mange mørke, overskyggede billeder, før solen formår at trange igennem.... men tro mig, det er ventetiden værd :-D