Thursday, 25 September 2008

En landsby i metropolen
















Thames Ditton er i ordets bedste forstand en landsby. En hyggelig en af slagsen.

Direkte ned til Themsen - også selvom det kan være svært at finde floden - ligger den med sine små snorede gader - der bestemt ikke er bygget med nutidens Chelsea-traktorer i tankerne -, endnu mindre butikker: grønthandler, posthus med kiosk - eller er det kiosk med posthus?? -, to bilforhandlere (en billig og en dyr!!), et par caféer, et pottemageri, et galleri, en børnetøjsforretning samt en brugskunstbutik (muligvis bare tingel tangel, men den er hyggelig) samt ikke mindst et utal faldefærdige hytter, der med en omgang maling og masser af beplantning er som taget ud af den bedste Miss Marple af Agatha Christie.

Nyder man roen og idyllen her en hvilken som helst formiddag, er det ikke til at forestille sig, at man er inden for verdens største parkeringsplads, den notoriske M25! Men jo, den er god nok: Thames Ditton er en af de mange små grønne oaser, der ligger små 30 minutters togkørsel (i bil vel nærmest et par timers kørsel) fra den pulserende metropol.

Det bedste af to verdener, kunne man fristes til at sige. Vi bor nu i en mindre bebyggelse - ikke i ejebolig, men i lejebolig, og som tingene har udviklet sig, kan vi kun være glade for, at vores mavefornemmelser fik os til at springe fra huskøbet i foråret. Vi er efterfølgende blevet kontaktet af ejendomsmægleren - hende, der ikke kunne forstå et nej. Det kan hun åbenbart stadigvæk ikke, for hun mente, at det nu ville være et attraktivt tidspunkt for os at købe ejendommen på, da den officielle udbudspris nu er £10.000 under det bud, vi fik accepteret... Desperat!
Kreditkrisen har hårdt fat her - i sidste uge fyrede Mortens største kunde 4000 ansatte, der hver fik 10 minutter til at forlade Canary Wharf med deres habengut! Ikke lige frem befordrende for stemningen i City og de små forstæder med de mange høje kreditforeningslån....

Huset,som vi har lejet, har fire etager, meget underligt at stue og køkken er på seperate etager. Børnene har deres egen etage, som de sætter stor pris på, og Morten og jeg har soveværelse og bad under taget. Børnene nyder i stor grad de mange kammerater fra begge skoler, der bor her - desværre har vi måtte sande, at det ikke er alle naboerne i dette såkaldte familiekvarter, der mener, børn har godt af den friske luft. I følge mange frustrerede forældre vedtog ejerforeningen sidste år, at boldspil på gaden er forbudt, i år vil de forbyde cykler og som en af kammeraternes forældre siger, så forbyder de nok børnene til næste år.

I sidste uge fik jeg således læst lektien og blev direkte fortalt, at det var holdningen her i bebyggelsen, at jeg ikke har "kontrol" over mine børn, og at det er vores skyld, at 15-20 børn dagligt leger udenfor, råber og skriger og forøvrigt bare har det rigtigt sjovt. Sådan, tag lige den sådan en tidlig fredag morgen.

Men den stakkels kvinde havde vist ikke lige forberedt sig på at blive tiltalt af det reneste vikingste blod. Som en af mine veninder sagde, så er hun forhåbentlig blevet så overrasket over at få svar på tiltale, at vi ikke hører mere fra hende. Ikke desto mindre en oplevelse, der får os til at føle os ubehageligt til mode og endnu mere glade for ikke at have købt hus her.

Morten arbejder som en besat i sin nye stilling hos SimCorp. Han har lige nydt tre dages slotskonference udenfor Paris, skal væk på klimaseminar i næste uge og har ellers travlt med at holde sine kunder tilfredse samt sørge for, at gruppen, som han er blevet ansvarlig for, fungerer. Det har taget SimCorp det meste af 10 år at overbevise Morten om hans potentiale som leder, men Morten har aldrig været interesseret i at påtage sig personalearbejde i nogen som helst form - og nogle gange fristes man til at tro, Morten skulle have holdt på sit nej!

Børnene er glade tilbage i deres skoler. Therese i year 5, Peter i year 4 og Jacob, med oprejst pande, i year 2. Peter har lige været på PGL (læs lejrskole): masser af fysiske aktiviteter: go-cart, natløb med brobygning, absailing osv. Lige i Peters ånd, og han var da også helt smadret af lykke og anstrengelse, da han kom hjem. Peter er blevet valgt ind i elevrådet, er rykket op i normalklassen i engelsk og har fået en masse nye klassekammerater. Altid glad og fuld fart på!!

Jacob elsker sin nye lærer: "Hun udfordrer mig"! Alle mine bekymringer omkring skolestart efter 7 ugers sommerferie er blevet gjort til skamme. Han er virkelig kommet godt fra start i år, læser, nyder (!) sine lektier og leger med en masse venner.

Therese. Tja, hun spiller fodbold - 3-4 gange i ugen og har travlt med sine venner. Det ser desværre ud til, at der ikke bliver et U10 pigehold i hendes fodboldklub i år. Til gengæld er der nu et pigehold på skolen, og det tegner rigtigt godt. Fodbold er også temaet til hendes 10 års fødselsdag på søndag, hvor hun har inviteret en pige og ni drenge til en match i parken.

Undertegnede nyder at tage til Tower Bridge til hypnoterapi hver tirsdag. En times total afslapning efterfulgt af voksenoplevelser på egen hånd omkring London Pool. Mere kan man vel ikke ønske sig. I tirsdags blev en årelang drøm om at komme op i Tower Bridge opfyldt; det er endnu ikke lykkes mig at se en broåbning, men jeg holder øje på nettet. Jeg har endelig fået meldt mig ind i den lokale motionsklub, men nu vil skæbnen, at jeg enten har en nerve i klemme i den ene fod eller er rendt ind i en betændelsestilstand. Men lidt vægttræning og cykling kan vel ikke skade. Ellers er der svømmehallen, mens squash nok er udelukket et stykke tid.


Billeder oploades en af dagene. Nok for nu.

About me

London, United Kingdom
E-mail: henriettafriis@gmail.com 39 years. Accountant, HD-R. Bachelor in teaching: Danish, English, Art and Religion. Married to Morten Friis, 40 years - Master in accounting and financing, at present employed at SimCorp Ltd. Three children: Therese 10, Peter 8 and Jacob 6. We are, yet again, located in our beloved London, England. I'm writing my first novel - or rather trying to find the nessecary time for it which can be difficult with three children, a household, photography as a time consuming hobby and an ever increasing urge to go up to London as often as possible - not to mention all the beautiful, wonderfully friendly, people I keep meeting here.